Viser opslag med etiketten Farveleg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Farveleg. Vis alle opslag

søndag den 22. februar 2009

Sort - hvid søndag ....


Historien om mit lille sorte bord
For to år siden blev jeg ramt af en sygdom der lige sendte mig til tælling i rigtig lang tid, men jeg var så heldig at jeg overlevede.
Efter udskrivning fra Odense Universitetshospital, lå jeg hjemme og havde sygeplejerske 5 gange om dagen. Det stod på i fire måneder. Jeg havde mistet alle mine kræfter, så et mål var at jeg en kunne komme ud og gå uden en plejer.
Dagen oprandt så, hvor min veninde Mette tog mig under armen og vi bevægede os 400 meter væk, til en lille butik med gamle restaurerede møbler.
Her i vinduet stod mit lille sorte bord - og skreg Pernille - jeg måtte eje det, min købertrang var vendt tilbage, nu havde jeg ikke købt noget i flere måneder !

Bordet blev betalt og Birgitte, der havde butikken kunne godt se, at det kunne vi ikke lige selv bære hjem- min veninde Mette havde nok i at holde styr på mig.
Så sød som hun var, foreslog hun at hende og hendes mand ville komme med det samme dag når hun havde lukket butikken.
Jeg syntes godt nok at jeg kunne mærke nogle stik i det ene bryst da vi gik, og da jeg kom hjem måtte jeg gå til bekendelse. Min sygeplejerske blev tilkaldt og hun så at det var en kæmpe byld. Hun ringede efter en læge fra OUH og sagde at han måtte komme her, for hun vurderede at jeg var for svag til at skulle til at tage på hospitalet.
Lægen kom og som han sagde, så havde han aldrig prøvet at skulle fjerne sådan en satan i et privat hjem. Derfor havde han medbragt den sødeste lægestuderende, der skulle hjælpe og lære.
Nå, men Pernille lå så i sengen, der på det tidspunkt stod i spisestuen ,med den ene dubbidit i vejret, gammel læge står med sin skalpel, sød studerende står bagved med en sengelampe og lyser, så lægen kan se hvor han skal skære- Mette min veninde ligger ved siden af i sengen og holder i hånd - for vi kan jo ikke bedøve i privat hjem:)

Så ringer det da lige på dørtelefonen. Mette får trykket så døren kan gå op - og der står ægteparret fra butikken med mit lille sorte bord. Efter at have sundet sig lidt sagde manden ” jeg tror bare lige vi sætter det her ”.

Det må have været et syn for Guder.
Jeg har været i forretningen mange gange siden, den er desværre lukket nu, men hold da op hvor har vi grint og grint af den episode - som indehaveren Birgitte fortalte så havde den levering givet rigtig meget snak over aftensmaden.
Jeg elsker mit lille sorte bord fordi det minder mig om den dag hvor jeg kom lidt mere tilbage til livet.
På billedet bliver det brugt til min computer, men de dage er snart talte, jeg er ved at sætte et gammelt skrivebord istand og så skal jeg have lavet et kontorhjørne i min spisestue.
Nu var søndagen jo også hvid, men der er da en hvid stol på billedet, og den har også sin helt egen historie som i får en anden dag...
God søndag til jer alle, nu skal jeg ud og bage.....

lørdag den 21. februar 2009

Farven lilla...

Puha så ramte jeg altså ind i en af de nætter hvor det er komplet umuligt at falde i søvn. Dem har jeg bare nogle af nu og da. På en tidspunkt købte jeg en spray i Body Shop, den hedder Deep Sleep og er lavet på nogle æteriske olier. Den dufter pragfuldt - og Hugo ligger da også og sover sin sødeste søvn, men i nat hjælper den ikke på mor her.

Nu der jo ingen grund til at gå i panik over det... lørdagen er helt min egen og jeg skal ikke på arbejde - så nu sidder jeg her klokken meget meget sent og skriver mit indlæg til lørdagens farve
Der findes mange små farveklatter af Lilla i min bolig . Det første billede er en lille engel fra et fynsk firma der heder Aspergren, hvis du ikke kender til deres ting så er siden værd at tjekke ud.

Mit vattæppe, den lille sniff box og plastiktingene er alle fra Rice. Jeg er bare lidt pjattet med de ting derfra, der er knald op farverne og de passer rigtig godt ind i mit hvide univers.Jeg har tidligere ,skrevet her på bloggen om de lagersalg ,min søster og jeg tager til et par gange om året. Virksomheden ligger også her i Odense.

Det var mit bidrag til lørdagens lilla billeder, jeg kunne nu sagtens have fundet mere, men det er ikke så nemt at fotografere her om natten :)
Jeg har første lige fået mit kamera så jeg har ikke noget gammelt billedarkiv.

Nu til formiddag går min tur til Rosenbæk marked. Det er en gammel lagerbygning der er lavet om til en slags gårdbutik med fortrinsvis økologiske varer.
Ja jeg kan se derop hvis jeg stikker hovedet ud af vinduet så det bliver ikke den lange udflugt :)

God lørdag til alle jer - nu vil jeg gå ind og forsøge at falde i søvn og drømme sødt......

fredag den 20. februar 2009

Orange fredag ...

Hmm det var ikke nemt med den orange. Trods en gennemgang af samtlige skabe og skuffer så fandt jeg ikke noget i orange, men der dukkede da en hel del andet op som jeg havde glemt at jeg havde .
Jeg tror at jeg er blevet ORANGE mæt. Har siddet og funderet lidt over hvorfor og jeg tror jeg har fundet svaret.

For en del år siden var orange meget IN. I et boligmagasin havde jeg set den fedeste orange farve der var blevet lavet til Flügger af Jens Jørgen Thorsen. Den farve måtte jeg da bare have i mit køkken. Efter kvindelist og overtalelsesevner havde jeg fået min vijle efter en uge.

Køkkenet blev malet - der blev anskaffet orange rullegardiner med store gule solsikker på - og det var da bare fantastisk.
Nu der tør jeg faktisk slet ikke tænke tilbage på det - jeg har heldigvis ikke nogle billeder jeg kan vise, de ligger stadig pakket ned i mine flyttekasser og der har de ligget i tre år.

Hvem er det også lige der maler et køkken orange - farven øger vores appetit, så der kunne vi så sidde i vores orangelund og spise os tykke og fede.

Lad mig sige det sådan - farven holdt ikke længe . Jeg ved jo godt at jeg ikke kan med farvede vægge og det skulle tilbage til hvidt.
Jeg kan så berette at der skal rigtig mange gange hvid til for at dække orange. Værre var det dog for min nabo - hun havde lånt selv samme Magasin af mig og var blevet inspireret til at male hendes stue meget meget mørkegrøn - hendes mand var ikke spor lykkelig da der skulle males tilbage. Faktisk så kom de aldrig tilbage til hvid, det blev en sandfarve der til sidste kunne tage det grønne skær, inden da var der blevet malet med gråt, det skulle ifølge maleren dække det grønne, men nix.

Nå ,men siden dengang med mit farveeksperiment, tror jeg faktisk ikke at jeg har ejet noget i orange. Det eneste orange jeg køber er når jeg skal til København.

Så her får i så mit bidrag til orange. Næbbene på svanerne i Munke Mose


Det lugter da lidt af orange...

torsdag den 19. februar 2009

Gul torsdag...

En lidt blandet landhandel af gult fra mit hjem. En lille moccakop som jeg har arvet fra min mormor, jeg har seks forskellige farver. De bringer gode minder fra min barndom. Min mormor havde dem stående i et vitrineskab og hver søndag fik jeg lov at vælge hvilken farve jeg ville drikke kakoa af, de har stor værdi for mig.
En meget mærkelig ting er min insulinsprøjte. Jeg var meget syg for to år siden, og det resulterede i at jeg resten af mine dage skal sprøjte mig med insulin 5 gange om dagen. Så den lille sprøjte er grundlaget for at jeg kan få en godt liv, så den er det vigtigste gule jeg har.
Sidst en lille blomst for at tage foråret på forskud. Jeg elsker pelagonier og især den her der hedder Dronning Ingrid, jeg ved ikke om de er kommet i butikkerne, men jeg har været så heldig at score den på mit arbejde her for 14 dage siden - rigtig dejligt .

God gul torsdag til jer...

onsdag den 18. februar 2009

Grøn onsdag ...


Her er hvad jeg fandt frem til grøn onsdag, et par unika keramik ting fra CoA, fra en serie der hedder Fante.
De blev købt i en lille butik der lå her i byen. Den er desværre lukket nu, der er åbenbart ikke altid forbrugere nok til de små specielforretninger.
Jeg handler selv kun i de her små forretninger, skal jeg have fisk går jeg til fiskehandleren, kødet bliver købt hos slagteren, osten hos ostemanden hvor jeg kan få lov at smage inden der bliver købt også videre. Nu ved jeg godt at det nok er nemmere for mig. For det første har jeg alle forretningerne tæt på mig , og for det andet har jeg ikke en kæmpe familie der skal handles ind til.
Jeg tror nu ikke at det koster mere at handle der hvor jeg gør, men det tager selvfølgelig mere tid , end hvis man får overstået alle sine indkøb samme sted, og tid er en vigtig faktor for mange i dag.
Men man snyder altså også sig selv for nogle oplevelser !
Vi er så heldige at vi har fået vores Irma tilbage i byen, og det ser da heldigvis ud til at den kan overleve.
God onsdag til jer derude... tak fordi i kiggede forbi