tirsdag den 27. januar 2009

Hvem er jeg...

Pernille, mor til Cecilie på 21 og bosiddende i Odense City i en 3 værelses lejlighed på 1.ste . Huset er fra 1880 med højt til loftet, stuk og alt det jeg godt kan lide. Jeg flyttede hertil for tre år siden efter at jeg pludselig mistede min kæreste Thomas gennem 13 år - han blev kun 39 år.

Jeg er en livsglad,vijlestærk og bestemt kvinde, så jeg er kommet igennem det, men der vil altid være en sorg i mit hjerte.

Til daglig arbejder som salgssupporter hos skandinaviens største blomstereksportør, jeg er smadder glad for mit arbejde og har været der i 4 år.

Jeg er skytte af stjernetegn. Er absolut ikke mundlam, elsker koncerter, cafeer og at omgive mig med mennesker. Det var grunden til at jeg ville være i byen, jeg elsker at opleve - og her er alle tingene inden for rækkevide.

Til tider er jeg ganske sikker på at jeg er belastende for mine omgivelser, da jeg altid mener at jeg har ret, og jeg har en mening om alt:)

Jeg er livsnyder og ind imellem storforbruger af luksus- men bitte små ting kan være luksus for mig.

Til trods for at jeg er i 40èrne er jeg den der står på første række når der er Nik og Jay og ikke at forglemme Kim Larsen -musik gør mig bare glad i låget... Jeg kan også godt stadig lide lyserødt og lyseblåt.

Nu er jeg så kommet ud i det her blogland... og det giver mig faktisk stor glæde - så jeg håber at i vil komme forbi engang imellem.....

6 kommentarer:

  1. Tja jeg kender dig jo - så jeg behøvs ingen præsentation - men dejligt du skriver lige ud ad landevejen...

    SvarSlet
  2. Tak skal du have Helle,det kan godt være lidt svært at skrive om sig selv :)

    SvarSlet
  3. Hej Pernille
    Jeg blev helt "glad i låget" da jeg læste din blog. Her vil jeg "besøge" dig af og til, din blog er rigtig, rigtig god.
    Marianne

    SvarSlet
  4. Tusind tak Marianne, det glæder mig rigtig meget at du vil komme forbi her, og at den gør dig glad :)
    Knus pernille

    SvarSlet
  5. il y avait la fête foraine dans le village et comme d’habitude, le stand de tir avec ses carabines à plomb…On peut tirer des sur petits bâtonnets blancs minutieusement alignés. Chaque bâtonnet supporte un petit drapeau national ; tous les pays du monde sont représentés. Je décide de viser le drapeau anglais que je trouve très rock&roll, je tire et rate ma cible. Le plomb casse le bâton d’à côté, c’est un drapeau Danois mais je ne le sais pas encore...
    Un peu déçu je rentre à la maison avec mon trophée. Je cherche aussitôt dans le dictionnaire de quel pays il s’agit; c’est le Danemark...Je me dis qu’un jour, s’il le faut et quand l'heure sera arrivée, j’irai là-bas…
    Bien des années ont passé et je n’ai toujours pas mis les pieds au Danemark. Je crois que je n’irai jamais.
    Alors aujourd’hui je voudrais vous remercier, car d’écrire sur votre blog, c’est un peu aller chez vous.

    Denis from France

    SvarSlet
  6. quand j'étais petit, il y avait la fête foraine dans le village et comme d’habitude, le stand de tir avec ses carabines à plomb…On peut tirer des sur petits bâtonnets blancs minutieusement alignés. Chaque bâtonnet supporte un petit drapeau national ; tous les pays du monde sont représentés. Je décide de viser le drapeau anglais que je trouve très rock&roll, je tire et rate ma cible. Le plomb casse le bâton d’à côté, c’est un drapeau Danois mais je ne le sais pas encore...
    Un peu déçu je rentre à la maison avec mon trophée. Je cherche aussitôt dans le dictionnaire de quel pays il s’agit; c’est le Danemark...Je me dis qu’un jour, s’il le faut et quand l'heure sera arrivée, j’irai là-bas…
    Bien des années ont passé et je n’ai toujours pas mis les pieds au Danemark. Je crois que je n’irai jamais.
    Alors aujourd’hui je voudrais vous remercier, car d’écrire sur votre blog, c’est un peu aller chez vous.

    Denis from France

    SvarSlet