Her får i lige en artikel fra vores fagblad, jeg synes det er et ret spændende projekt og jeg glæder mig til de nye spiselige planter der skal indtage mit køkken i foråret.
GASA Group vil give forbrugerne én på opleveren, når de handler spiselige planter. Derfor har blomstervirksomheden allieret sig med ingen ringere end den verdensberømte og karismatiske kok Jamie Oliver. Sammen vil de få forbrugerne til at hive plant-og-pluk-selv råvarer ind i køkkenerne på en nem og passioneret måde.
Sortimentet vil i første omgang omfatte peber, chili, tomater, friske krydderurter samt ”grow-your-own” krydderurter, som alle kan dyrkes i en solrig vindueskarm og frembringe friske, lækre råvarer til madlavningen.
Mad med holdning
- I blomsterbranchen er der behov for at tænke i nye baner. Branchen gør en kæmpe indsats for hele tiden at udvikle produkterne, men ofte formår vi ikke at få de gode historier om produkter, råvarer og sorter med nyudviklede egenskaber eller miljøvenlige produktionsmetoder ud over rampen. Men de evner har Jamie Oliver. Han laver mad med både holdning og passion, ud fra devisen ”keep it simple”, så vi glæder os virkelig til samarbejdet med ham, siger Jes Grandt Nielsen, Marketing and Project Manager, GASA Group.
- At dyrke sin egne råvarer er virkeligt spændende, og det inspirerer folk – især børn – til at blive involveret i madlavningen og prøve nye smagsretninger. Samtidigt sparer man penge. Så jeg er begejstret over at samarbejde med GASA Group om at udvikle gode krydderurter og grøntsager til vindueskarmen, således at alle kan dyrke dem, også de, der ingen have har, siger Jamie Oliver.
Friske råvarer i vindueskarmen
I foråret 2010 introducerer GASA Group innovation i form af en Jamie Oliver-serie bestående af ”grow-your-own” krydderurter samt grøntsagsplanter i potter. Ens for koncepterne er, at forbrugerne kan dyrke friske råvarer til husholdningen og bruge dem som ingredienser i den daglige madlavning.
Jeg håber at I alle klarer jeg godt derude med sne og is, jeg kom nogenlunde sikkert på arbejde, det var meget glat så det var ikke sjovt....