onsdag den 22. juli 2009

Det er ikke synd...

Når jeg ind imellem skriver om at jeg har en dag hvor mine sukkertal ikke er helt okay, så er det altså ikke synd for mig. Det er bare sådan at det er . Ja det er træls, men det er der meget der er her i livet.

Jeg ser på min sukkersyge som noget jeg bare må leve med - og jeg skal være glad for at jeg lever.
Min diabetes er som jeg før har fortalt en følgesygdom af en sygdom der ramte mig for 2½ år siden.
Se den var ikke sjov. I flere dage lå jeg og man vidste ikke om jeg overlevede eller ej. Det gjorde jeg heldigvis og det er jeg taknemlig for.

Det kan godt være at jeg får meget bøvl med at jeg nu har fået en følgesygdom, men det må jeg tage derfra. Jeg kan blive kørt over i morgen, få kræft eller blive ramt af lynet. Ingen ved hvad der sker her i livet og det kan ikke nytte noget at fokusere på alt det negative der kan være forbundet med at have for eksempel diabetes, hvad får man ud af det - jeg forstår det ikke !

Det gør ens tilværelse ulidelig, og sådan er jeg ikke. Jeg er altid glad og positiv, det er ikke kun mit sygdomsforløb der har lært mig at være sådan - sådan har jeg altid været. Jeg er ikke overfladisk - tværtimod - jeg er en tænker.

Da jeg var indlagt og det var rigtig slemt lå jeg sammen med Stella, vi blev overvåget og havde en sygeplejerske der kom og så til os hele tiden.
Nu lå jeg der et stykke tid og på et tidspunkt blev Stella og jeg, da vi var i bedring flyttet ind på en seks seng stue, der slet ikke var en stue, men et undersøgelsesrum. 3 af de kvinder der lå der lever ikke i dag.

Den dag jeg blev udskrevet besøgte jeg Stella på hendes stue, hendes tilstand var blevet forværret og hun tog min hånd og sagde "pernille den her klarer jeg ikke" - jo Stella det gør du da - hvad siger man, jeg kunne godt se at hun ikke havde det godt, men hvorfor skulle hun ikke også klare den.

To dage efter blev jeg ringet op af Stellas søn, han syntes at han ville snakke med mig inden at jeg fik læst avisen.

Hvis jeg nogle gange syntes at det er røv og nøgler at jeg har fået diabetes så tænker jeg at Stella hun ville have været glad hvis hun kunne have nøjes med det.

Ja og hvorfor har jeg så skrevet det her - jo for at sige at det ikke er synd og at det godt kan virke nogle gange som om jeg tager let på det - og det gør jeg - jeg gør de ting jeg skal når man har diabetes - fuldt ud - kontrol - livsstil og hvad der ellers er, men jeg er blevet ramt i livet af mange ting der er værre end at få diabetes.

Nu tager jeg i bjergene og får mit blodsukker under kontrol !

22 kommentarer:

  1. Ja, livet er en gave, man skal huske at nyde den så længe den vare, man kan aldrig vide...
    Knus Irene

    SvarSlet
  2. Det har du helt ret i Irene, ingen af os ved hvornår der er bud :)

    Knus

    SvarSlet
  3. Kære Pernille.
    Det er den rigtige indstilling du har, og vi ved begge to, at man ikke kan forberede sig på noget!
    Knus
    Vibeke

    SvarSlet
  4. Tak skal du have Vibeke, og ja det er det vi ved.
    Klem

    SvarSlet
  5. Livet er hvad vi gør det til!

    SvarSlet
  6. Vel er det da træls at have diabetes men så slemt er det heller ikke. Det bliver mere en livsstil end en sygdom. Man er jo ikke syg fordi man har diabetes. Man kan få følgesygdomme hvis man ikke passer sin diabetes men det er jo lige præcis det vi to gør. Man måler blodsukre for at fange de høje af slagsen og jeg tager noget ekstra insulin og så falder det igen efter 1-2 timer. Det gør du jo nok også. Men træls er det da. Højt blodsukker er da ikke så rart men man er som regel hurtigt ovenpå igen synes jeg. Diabetes gør ikke ondt - nogle har det svært psykisk med det men det er jo nok som man er indrettet. Jeg lader mig ikke slå ud af hverken min diabetes, leddegigt og hvad der ellers er men vel er det da træls nogle dage... Nu har du sgi nok fået lavt blodsukker af al den trampen i pedalerne :P Knus

    SvarSlet
  7. Kære Pernille, det var meget smukt at læse - og jeg kan sagtens forstå dig. Vi skal være glade for at vi lever, og hvor er det trist med de piger, du lå på stue med..

    Varme klem til dig!

    SvarSlet
  8. Det er nemlig det at det er Oline og så må vi få det bedste ud af det !

    Knus

    Du har helt ret Anette og du har ved jo hvad du snakker om lige med hensyn til diabetes - jeg ser det heller ikke som nogen sygdom, men som noget jeg skal leve med og grundet det have en anden livsstil.
    Ja den trampen må da have fået det til at falde.
    Jeg tager også ekstra insulin når det er, jeg er bare ikke så erfaren så det er ikke altid at jeg får taget nok og derved bragt det hurtigt ned, men det skal nok komme :)
    Knus

    Tak skal du have Madame. ja det var meget trist og det var et hårdt slag for mig at Stella ikke kunne komme gennem sygdommen. det fik meget til at tænke meget og det gør jeg stadigvæk.

    Klem

    SvarSlet
  9. Jeg håber at du hygger dig oppe i bjergene, jeg var der for et par år siden og synes det var fantastisk flot, bare lige pånær at der gik heste (og køer, men de lå mest) løs deroppe og de skulle absolut gå i den side af vejen hvor der var mange, mange meter ned. Det havde jeg det skidt med, selv om min mand gang på gang påpegede at hestene jo aldrig havde været vant til andet.

    Tak for et vidunderligt godt indlæg, du har fuldstændig ret i hvad du skriver, af og til må man stoppe op og tænke positivt.
    Knus

    SvarSlet
  10. Sikke et skøn og positiv indlæg du har skrevet. De mennesker der daglig går og brokker sig over småting, kunne have godt af, at læse dit indlæg.Men der er nogen der først have lidt modgang, før de kan, sætte pris livet.
    Et rigtig stor knus for dit positive indlæg

    SvarSlet
  11. Du er en sej kvinde ! Respekt!
    Og et knus :-)

    SvarSlet
  12. Annette min store drøm er at prøve at komme derop rigtigt, jeg har nemlig altid kun været der via fjernsynet, men der har jeg heller ikke noget til gode :)

    Tak for kommentareren til mit indlæg :)
    Knus

    Tak for din kommentar Conny. og du har lidt ret lidt modgang i livet sætter tingene i perspektiv.
    Knus

    Tak skal du have Miri, og respekt til dig også :)

    Knus

    SvarSlet
  13. Når man har en kronisk sygdom, lærer man at indrette sig, så man slet ikke tænker over man er syg, tingene er som de er, og de hensyn der skal tages, bliver taget. Og når vi ikke kender, hvad fremtiden bringer, er det om at glæde sig over alt det man har :-))

    SvarSlet
  14. Lotus jeg giver dig helt ret i det du skriver, og der er jo rigtig mange der må leve med en kronisk sygdom, det kan vi jo bare se her i blogland

    Kan du have en dejlig onsdag aften
    Knus

    SvarSlet
  15. Pernille, tak for et dejligt livsbekræftende indlæg.

    SvarSlet
  16. Tusind tak skal du have Lene
    Knus

    SvarSlet
  17. Der er ikke andet at gøre, end at vænne sig til sin sygdom og lære at leve med den. Man får, som du ganske rigtigt siger, intet ud af at tænke på alle de ting, man ikke kan. Der skal fokuseres på alt det gode - og det er du jo heldigvis god til :-)

    SvarSlet
  18. Grønlandsposten det er så rigtigt det du skriver, vi må bare tage det der nu engang kommer til os.
    Knus

    SvarSlet
  19. Dejligt indlæg - lige i tråd med min tankegang.

    Knus fra engen ;-)

    SvarSlet
  20. Tak skal du have Jeannette Mariae :)

    Knus

    SvarSlet
  21. Min mor har diabetes, og tager hver dag som den kommer. Hun ved hvad hun må spise, og hvad hun skal holde sig fra... sådan er det bare ;-)

    Hun har haft flere blodpropper, som jeg personligt synes er meget værre for hende. Det kan være rigtig svært, at leve med. Hun har været meget nervøs, været bange for at få en igen, været bange for at være alene hjemme, hvis hun skulle få en igen. Været angst for at rejse udenlands, hun er ikke god til engelsk, i tilfælde af hun ville få en igen. Meget er tilrettelagt, så hun ikke føler sig nervøs, så personligt synes jeg, at ja, diabetes kan være en træls sygdom at leve med, men blodpropper giver så mange flere problemer og spekulationer... i hvert fald for min mor...

    SvarSlet
  22. Kirsten du har så ret i det du skriver. Jeg kan godt forstå at din mor er nervøs for de blodpropper det ville jeg også være.
    Vi havde en sund og rask mand på mit job der faldt om på arbejdet med en blodprop, det var en meget uhyggelig oplevelse, der sendte hele min arbejsplads ud i førstehjælpskursus.
    Jeg forstår godt hendes angst for at rejse godt at der er mange ting der er tilrettelagt for hende.
    Jeg har det selv sådan at jeg få nogle dage hvor jeg bliver bange for at min sygdom kommer igen, så går jeg i panik og kan ikke trække vejret rigtigt. får hjertebanken og alt muligt andet, det kan være svært at forstå for andre. når jeg har det sådan tør jeg ikke være alene og det er jeg så heller ikke.

    Knus pernille

    SvarSlet